Hvorfor er borgerne i Sørup og omegn imod Søruplund projektet?
Retssikkerhed og 9 tidligere afslag
Nuværende ejer af Sørupvej 23 har i mange år forsøgt at maksimere profit på grunden. Dette er der som udgangspunkt ikke noget galt i, men vi mener at det er respektløst over for naboer og resten af byen, når der foreligger 9 tidligere afslag fra myndighederne, heraf 5 tidligere afslag til nuværende bygherre, at man så blot forsøger igen for nu 6. gang, med nye krumspring og ny politisk lobbyisme.
Ved et tidligere afslag blev der samlet over 200 underskrifter mod byggeriet, svarende til ca. 60% af byens huse der skrev under.
Det går imod demokratiet og retssikkerheden når bygherre ignorerer dette og går bag om ryggen på resten af byen.
Fredensborg Kommune og Hovedstadens Udviklingsråd har givet sine tidligere afslag med begrundelser såsom:
"Arealet er desuden udpeget til beskyttelsesområde for kulturhistoriske og landskabelige værdier"
og
"Ejendommen er beliggende indenfor et område, der er udlagt som meget værdifulde landskaber og oplevelsesrige landskaber"
Hvilke ændringer er der sket siden at disse argumenter ikke længere er gældende? Og hvor længe skal bygherre have lov til at bruge forvaltningens tid og ressourcer på det her?
En ufin process
Nogle Sørup-borgere på Fyrrevej har anmodet om aktindsigt hos Fredensborg Kommune.
Til borgernes store overraskelse var der dog et uheldigt hul i aktindsigten, hvor der ikke var ét eneste bilag for hele 2020 eller 2021. Hullet ligger kronologisk på et påfaldende belejligt tidspunkt for bygherren der netop havde modtaget seneste afslag i juni 2019 (side 434), med efterfølgende mail retur fra bygherres advokat til formand Lars Simonsen om en "mulig vej" med obs på "igangsættelse snarest".
Og akkurat næste i bilag i aktindsigten efter hullet for 2020 og 2021 fremgår det således at ejendommen er blevet medtaget i Kommuneplan 21 der kan muliggøre byggeriet hvis endelig lokalplan godkendes i efteråret 2024.
En stor juridisk sten i skoen for bygherren efter mange års afslag er "heldigt" løst i "nattens mulm og mørke" i løbet af 2020 og 2021.
I aktindsigten kan man også læse hvordan projektleder Anders Fisker sender en personlig mail til byrådsmedlem Louise Mehnke allerede i Januar 2024 (side 350) med link til Søruplunds hjemmeside og dertilhørende password.
I denne mail nævner han også at han vil give 21 af sine personlige venner i Sørup en orientering om projektet og hjemmeside med password allerede i januar.
Listen med de 21 navne fremgår på projektlederens slide i aktindsigten (side 310) og på side 306 ser man i aktivitetsplanen at disse 21 personlige venner fik besked i januar/februar.
De tætte naboer til matriklen og øvrige Sørupborgere stod i samme plan til at få besked i februar men fik desværre først første gang besked om projektet ved modtagelse af invitationen d. 16 Maj til mødet d. 28 Maj 2024. Hvorfor?
I drejebogen for orienteringsmødet d. 28 maj som er sendt til byplanlæggeren med forvaltningens implicitte accept af indholdet til følge, kan man læse at hovedmålsætningen for mødet var at
"neutralisere eventuelle nabo og beboer protester fra Sørup borgere og skabe sympati for projektet"
Drejebogen for orienteringsmødet blev sendt til byplanlæggeren i Kommunen og godkendt forud for mødet, hvor bl.a. målsætningen for mødet var angivet som:
"Imødegå og neutralisere eventuelle nabo og beboerprotester fra Sørup borgerne"
Dyreliv og biodiversitet
På matriklen er p.t. et rigt naturliv.
Rådyr går ofte derinde og små rålam ligger ofte og gemmer sig i det høje græs der er et tiltrængt åndehul for dyrene efter at et kæmpe areal allerede er omdannet til golfbane lige ved siden af.
Biodiversiteten bliver således presset af dette byggeprojekt.
Området har stålorme, snoge, frøer og flagermus der alle er fredede dyrearter. Og ikke mindst et hav af sommerfugle, bier og øvrige insekter, som er vigtige for vores natur og som i disse tider er under enormt pres.
Øget trafik
Vi er en lille landsby med 2-1 veje uden fortove hvor biler skal trække ud i siden (der hvor gående og cyklister færdes).
Der køres i forvejen for stærkt så skoleeleverne ikke tør cykle ad Sørupvej op til skolen og der er allerede ofte trafik- og parkeringskaos ved Sørup-Is. Desuden er det nærmest umuligt at komme fra Skovsvinget ud på Hillerødvejen hvilket tvinger bilister langs Sørupvej og op af Slotsvænget.
Søruplund planlægger 40 parkeringspladser, hvilket ikke en gang er dækkende for klubmedlemmernes besøgende familie og børn samt øvrige gæster.
Sørupvej og sidevejene er i forvejen udfordret med parkering, ulovlige parkeringer i græsrabatter mv. Infrastrukturen er slet ikke gearet til så massivt et byggeri.
Øget risiko for oversvømmelse
Klimaforandringer og mere ekstremt vejr lægger forsikrings- selskaberne ned landet over, hver gang, der har været regn.
Knap 14.000 m² grønt område planlægges nu at blive erstattet af parkeringspladser og bygninger, samt at der ved sådanne projekter opstår traktose. Vandet løber således ud på vejene og ned i kloakkerne, der slet ikke er dimensioneret til så store vandmængder.
Det skete i 2007 og 2010 i Kokkedal i Fredensborg Kommune, hvor kloakkerne ikke kunne tage vandmængderne så vandet steg op igennem afløb i folks boliger, op til 30 cm inde i husene på flere veje omkring Kokkedal Station. De lå nær en å og vi ligger nær en sø.
Vi ser allerede ofte pumpebiler nede på Sørupvej i kamp mod enorme vandpytter, og golfklubben kæmper med store ufrivillige søer ude på golfbanen.
El-net og strømafbrydelser
I Fredensborg og i Sørup oplever vi fra tid til anden at der forekommer strømafbrydelser i spidsbelastningsperioder.
I takt med at flere og flere skifter til varmepumper og elbiler som led i grøn-omstilling er borgerne derfor bekymrede for om en byforøgelse på 10-15% i Sørup vil overbelaste el-nettet.